Jeg er selv gået vejen!
Jeg gør det stadig.
​
​
Læs min historie herunder og se min rejse til i dag, hvor jeg hjælper par med at opnå et liv uden uendelige konflikter, anklager og bebrejdelser.
"Hvordan vi går vejen er afgørende for, hvor vi når hen" Richard Rohr (min oversættelse).
Måske kender du det med at nå til det punkt i dit parforhold, hvor du føler, at du og din partner taler forbi hinanden, og at I konstant misforstår hinanden.
​
Måske længes du efter kontakt og nærvær, samtidig med at du mærker frustration og magtesløshed og er tæt på at give op din relation. Måske tænker du endda på, om I skal gå fra hinanden, men tanken om det skræmmer dig.
​
Måske har du også oplevet uendelige konflikter eller omvendt - perioder, hvor du og din partner har så lidt kontakt som muligt og lever et parallelt liv.
Alt dette har jeg også oplevet i mit parforhold. Inden vi dykker dybere ned i det, vil jeg gerne invitere dig til at starte med at læse min baggrundshistorie. Den er vigtig for at forstå, hvordan mit parforhold har udviklet sig igennem årene.
Jeg er født i Moldova og er vokset op tosproget (rumænsk og russisk) i et ambivalent samfund og kultur, der var præget af indflydelse fra både øst (dengang Sovjetunionen og Rusland) og vest (Rumænien og resten af det vestlige Europa). Mens jeg læste jura, mødte jeg min mand, som jeg har været sammen med i 23 år nu. Efter at have afsluttet mine studier arbejdede jeg kortvarigt som ekstern lærer på Moldovas Statsuniversitet, hvor jeg underviste i komparativ grundlov.
​
Kort tid efter, at min mand og jeg blev gift, flyttede vi til Italien, hvor jeg ændrede kurs og læste til pædagog. Omdrejningspunktet har været min søns fødsel, hvor jeg begyndte at interessere mig for børnesyn, opdragelse, hvad jeg selv har med, og hvad jeg vil give til min søn. Jeg læste mange bøger, og en af dem, der virkelig gjorde indtryk på mig, var "Dit kompetente barn" af Jesper Juul. Denne bog blev både startskuddet og guiden i min rejse til at arbejde med familier.
​
Efter at have boet i 12 år i Italien, besluttede min familie og jeg at flytte til Danmark. Her begyndte jeg at arbejde i Reden International, hvor jeg i 3 år hjalp udenlandske kvinder, der var blevet menneskehandlede i prostitution.
Samtidig startede jeg uddannelsen som psykoterapeut med speciale i par- og familieterapi på Det Danske Familieterapeutisk Institut.
Mens jeg læste, ville jeg gerne arbejde med familier. Derfor skiftede jeg retning og blev ansat som familiekonsulent i Memox og senere som familievejleder i Høje-Taastrup Kommune. Her arbejdede jeg med mange sårbare familier der havde komplekse problemstillinger såsom konflikter, misbrug, traumer, anbringelser, omsorgsvigt, psykiske lidelser osv., og forskellige konstellationer, f eks. familier med små børn og/eller teenagere, sammenbragtefamilier, skilsmissefamilier med høj konfliktniveau osv.
Under min uddannelse blev jeg mere og mere bevidst om, at mit eget parforhold var i krise.
Det gik op for mig, at krisen var begyndt for nogle år siden, før vi flyttede til Danmark. Vores livsomstændigheder havde forhindret os i at opdage den, fordi vi var optaget af andre ting.
​
Allerede efter flytning til Danmark ændrede vores familieliv sig markant. Min partner og jeg arbejdede på forskudte tidspunkter i døgnet, hvilket betød, at vi måtte leve et parallelt liv. Vi sørgede for, at det praktiske fungerede, men vi prioriterede ikke vores intimitet og følelsesmæssige behov. Samtidig bevægede vi os i forskellige retninger, hvad angik interesser og vores personlig udvikling.
​
Pludselig begyndte jeg at stille mig selv spørgsmål - ville jeg være sammen med min partner, som han var? Jeg opdagede, at der var sider af ham, som jeg ikke kunne lide, og at vi var uenige om flere ting. Disse spørgmsål og tanker skræmte mig.
På det tidspunkt delte jeg ikke disse tanker med min partner. Jeg var bange for hans reaktion, og jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne dele dem på en måde, der inviterede til dialog. Men mest af alt frygtede jeg at miste ham. De gange, hvor jeg besluttede mig for at tale med ham, opgav jeg, fordi jeg ikke kunne få ordene ud - de sad fast som en kæmpe klump i min hals.
​
Flere gange overvejede jeg parterapi, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bringe emnet på bane med min partner. Når jeg ser tilbage, forstår jeg nu, hvor svært det var for mig og for os dengang.
Jeg har selv oplevet, hvor sårbart det kan være at tage den samtale, og jeg har en partner, der var skeptisk over for det. Derfor har jeg udarbejdet en guide om, hvordan man kan tale med sin partner om dette emne. Hvis du tror, det kan være noget for dig, kan du læse den her eller med at klikke på billedet nedenunder. Måske kan den inspirere dig og give dig det nødvendige skub for at åbne op for samtalen.
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
​
Tiden gik, og jeg blev mere og mere utilfreds i vores forhold.
Den utilfredshed kom ofte til udtryk på uhensigtsmæssige måder - i konflikter fyldt med anklager og bebrejdelser om parktiske ting derhjemme, om vores roller som forældre osv.
Det fik min partner til at føle sig magtesløs og utilstrækkelig. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, og han reagerede ofte med udsagn som " Du vil altid tale, når vi er sammen, hvorfor kan vi ikke bare være sammen”. Han sagde ofte, at han følte sig presset.
​
Jeg oplevede ofte ambivalente følelser i min relation. Der var dage, hvor vi ikke skændtes, og hvor jeg ikke følte utilfredshed. På de dage ønskede jeg virkelig at fortsætte med ham, og det føltes rigtigt. Men så kom dage med overvældende følelser - frustration over ham og os, ensomhed, fortabthed. Dette forvirrede mig endnu mere.
En dag, hvor jeg var desperat og træt af at føle mig frustreret og fastlåst, nævnte jeg skilsmisse. Det føltes skrammende og sørgerligt. At overveje at afslutte et forhold, hvor vi havde været sammen i så mange år og havde en fælles historie, projekter, drømme og et barn sammen. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville høre mig selv sige de ord.
Dette var klart et råb om hjælp og et skub i retning af at arbejde på vores forhold.
Langsomt og forsigtigt begyndte vi at erkende alt det toksiske i vores kommunikation - bebrejdelser, anklager og angreb.
Vi blev klar over, at vi ikke rigtig lyttede til hinanden, når vi talte sammen. Bag al den toksicitet lå en dyb længsel efter nærvær og intimitet. Jeg indså, at jo mere jeg forsøgte at "rette" min partner (ved at belære ham om alt, hvad jeg lærte på min psykoterapiuddannelse), i stedet for at tage ansvar for min egen del i forholdet, jo mere afstand skabte vi imellem os.
​
Det tog os flere år at lære at håndtere vores konflikter og prioritere arbejdet på vores forhold. Det krævede, at vi lærte at tage ansvar for os selv og vores bidrag til konflikterne og til vores relation.
Det hårde arbejde har været nødvendigt for at genfinde hinanden og værdsætte det, vi havde skabt og havde sammen.
Vi skulle "bare" lære “HVORDAN” - især vigtigheden af, hvordan vi taler til hinanden, hvordan vi er sammen, hvordan vi giver plads til vores forskelligheder, og hvordan vi hver især tager ansvar for vores egne tanker, følelser og handlinger.
Selfølgelig har vi stadig konflikter, og vi kan ikke undgå dem. Gennem disse konflikter lærer vi hinanden at kende med vores grænser og sårbarheder, og vi kommer dermed tættere på hinanden.
Jeg møder mange par, der er i samme situation, som min partner og jeg engang var. Jeg er også sikker på, at der er mange par derude, der er eller har været i samme situation, måske flere gange i livet. Måske er du og din partner en af dem.
Måske tænker du, at der stadig er håb, men du ved ikke hvor du kan begynde, eller måske er du tæt på at give op på jeres forhold.
​
Der kan være mange gode grunde til, hvorfor man ender der.
Måske er det, fordi børnene er kommet til, og familielivet prioriteres højre end parforholdet.
Måske er det, fordi, efter den første periode i parforholdet, præget af begejstring og forelskelse, har rutinen fået jer til at leve parallelt.
Måske en livskrise som tab, sygdom og/eller stress kan være, kan have tvunget jer til at nedprioritere jeres relation, hvilket har ført til, at I er kommet længere fra hinanden.
​
Min erfaring viser, at især i langvarige parforhold kan det være svært at opretholde kontakten. For eksempel par, der mødtes som unge, kan udvikle sig forskelligt (både personligt og professionelt). Pludselig kan de føle, at de er blevet alt for forskellige og for fremmede for hinanden, og de kan have svært ved at forestille sig, hvordan de kan finde tilbage til hinanden.
​
I frustration og desperation opgiver mange og vælger enten at gå fra hinanden eller leve liv - det kan være alt for svært at tackle konflikter, alt for svært at rumme ubehag og utilfredshed, alt for svært at finde en vej frem…..
I dag har jeg valgt at hjælpe de mange par, der ender i sådanne situationer, fordi jeg selv har været der, og fordi jeg ved, at det kan være anderledes. I kan have et meningsfuld og berigende forhold, hvor I støtter hinanden og udvikler jer sammen.
I dag ved vi, at et sundt parforhold har en positiv indvirkning på vores mentale trivsel. Vi ved, at et velfungerende parforhold også gavner vores børns mentale og følelsesmæssige trivsel.
​
Som du kan læse, har det taget mig tid og ført mig på en lang rejse for at komme dertil, hvor jeg er i dag. Når jeg ser tilbage, kan jeg identificere en rød tråd og to parallelle processer - mit arbejde med mennesker i forskellige sammenhænge og kontekster samt mit arbejde med mig selv, mit parforhold og min familie.
Bliver du/I nysgerrige på, hvordan jeg kan hjælper dig og din partner med jeres parforhold ?